mandag den 7. april 2014

Flødeskumskys og sociale kompetencer

Puha. Uret viste 4.55 da lillebror (10 mdr) ikke gad at ligge i sengen mere. Jeg tænkte straks, at det ville blive en af de dage, som bare er laaange og jeg er træt! Det var alt for tidligt at stå op.
Vi listede ind i stuen og jeg prøver at lave stille hygge med ham, så vi ikke vækker storesøster på 4 år. Lillebror og jeg har næsten faste morgenrutiner. Jeg drikker min første kop kaffe imens lillebror åbner og lukker alt der kan åbnes og lukkes på kaffemaskinen. Han hygger sig og jeg får et par minutter til at nyde en lækker kop kaffe (Nespresso er min kaffe-hverdagsluksus J)

Min datter snorker og snorker så lang tid, at jeg når at putte lillebror, han sover sin lur på 25 min (som sædvanligt), vågner igen, og jeg når at lege lidt med ham før storesøster vågner. Skønt at hun ikke skal afsted i børnehave, men at vi kan tage den med ro.
Ro er måske så meget sagt. Jeg skynder faktisk lidt på hende, så vi kan nå i legestue og have god tid til at lege med de andre og inden lillebror bliver træt igen. Vi snupper bilen, da vi pt. bor i vores sommerhus i Nordsjælland 10 km fra legestuen. Jeg holder ellers meget af at tage bus og tog med ungerne, og især storesøster elsker bussen og toget, og plejer at synge alverdens børnesange i vildens sky (til stor glæde for de meget få passagerer, der er her i udkantsdanmark). Og hun elsker at få lov at tjekke ind med Rejsekortet mange gange - det siger en ekstrem sjov lyd, når man allerede har tjekket ind og tjekker ind igen - har I prøvet det? Nå, tilbage til dagen: Bus og tog tager lang tid, så i dag har vi ikke tid.

Vi har en skøn legestue, faktisk er vi ret privilegerede. En kæmpe gymnastiksal til rådighed og masser af lækkert legetøj. Ofte er der flest børn fra 1,5 år og opefter og min datter har nogle gode legekammerater.
Formiddagen i legestuen slutter og jeg kan mærke trætheden melde sig. Lillebror falder i søvn i bilen på vej hjem, puttes i barnevogn men sover igen kun en meget kort lur.
Puha, eftermiddagen synes lidt lang og jeg kunne virkelig godt bruge en slapper, men det er der ikke tid til med to unger.
Jeg har lovet min datter at lave klatkager med flødeskum. Lillebror er stadig træt, så bølgerne går lidt højt. Jeg vil gerne give fokusere lidt på min datter, da lillebror jo kræver mest i løbet af dagen. Lillebror får en lille skål med flødeskum og en ske og alt er pludselig idyl! Han elsker det! Vi griner alle tre, for begge børn har flødeskum over det hele og vi giver hinanden flødeskumskys! Det blev pludselig en af de der stunder, hvor alt giver mening og tiden står stille.

Der er flødeskum overalt og efter en hurtig rengøring, tager storesøster en slapper med ipad’en og jeg stavrer rundt med lillebror, der næsten kan gå selv men stadig skal have hjælp.

Om eftermiddagen var vi en tur ved stranden, som kun ligger 500 m væk. På vej hjem stopper vi op for at plukke anemoner. Lillebror sidder i skovkanten, og jeg er vist lidt uopmærksom, for pludselig har en kæmpe jordklump i munden. Storesøster og jeg skraldgriner! Med barn nr. 2 er man vist bare lidt mere large (og uopmærksom).

Lillebror puttes allerede kl. 18. Han sover bedst og længst når han kommer tidligt i seng. Og jeg nyder at have lidt ekstra tid med storesøster inden hun puttes. Farmand kommer hjem 18.30 og når også at hygge lidt med storesøster.
Jeg er simpelthen så træt efter denne dag. En dag, der lod til at blive en øv-dag, blev til en skøn dag med herlige stunder!

Her kommer lige et par tanker fra en hjemmemor:
I øjeblikket tænker jeg meget på ”sociale kompetencer” hos min datter på (lige fyldt) 4 år. Vi har netop gjort det MEGET forbudte og uhørte – at melde hende ud af børnehave. Min mand og jeg syntes bare ikke det passede med vores familieliv pt. Vi bor som sagt langt væk fra alt, også børnehaver. Så det var lidt af et projekt at komme afsted, og hjem. Frem og tilbage, frem og tilbage. Alle de ressourcer vi brugte på aflevering og hentning matchede bare ikke det, vores datter fik ud af det. 
Vores datter vil også helst være hjemme, så det hele passer fint. Men jeg kan mærke "stemmerne" konstant i hovedet - alle de kommentarer omkring, hvordan hun så lærer at lege alene med andre børn! Min overbevisning siger mig, at vi har medfødte sociale kompetencer, og det udvikles helt naturligt. Også selvom hun ikke leger med jævnaldrende hver dag. Min erfaring fortæller mig, at mange ting udvikles helt naturligt hos børn uanset om de er i institution eller ej. 
Jeg er klart fortaler for, at leg bør opstå spontant og frivilligt. I øjeblikket er min datter enormt optaget af hendes lillebror og hvordan man er en god storesøster. Derudover higer hun efter viden på en masse områder. Det virker som om, at der er så mange andre ting, der optager hendes lille hoved i stedet for at lege med andre børn. Og jeg synes det er så skønt at kunne besvare alle hendes (konstante!) avancerede spørgsmål. Indimellem møder vi et andet barn på en tilfældig legeplads, i Kvickly's legerum eller i legestuen og hun går spontant selv igang med at lege med "det fremmede" barn. Hun kan sagtens finde ud af de sociale koder, forhandling og bla bla bla. Mit moderhjerte bliver helt roligt og jeg er glad for at få bekræftet med min tese om, at leg er bedst når den opstår spontant og frivilligt!

De bedste hilsener
Ida



Ingen kommentarer:

Send en kommentar