fredag den 4. april 2014

Kjubbedag!!!

Så blev det min tur til at give bloggeriet en omgang. Kort om os: Jeg er 29 år og går hjemme med vores pige på 3 og lillemanden på 1. Børnene er halv-svenskere, da jeg har valgt at importere gemalen fra "det store udland".

Her er et indblik i vores dag - desværre er jeg skrækkelig dårlig til at få taget billeder, så I må tage mine ord for gode varer.

Den store besluttede til stor frustration for moderen, at vi skulle starte dagen meget tidligt! Så jeg stod op i den tro, at vi havde masser af tid til at hygge om morgenbordet, gå i bad alle tre og gøre os klar til klub. Fredag er nemlig den eneste faste dag i ugen, hvor vi skal ud af døren til et nogenlunde bestemt tidspunkt og afsted til den klub, vi har været med til at starte med ni andre familier med større hjemmebørn (2½+ år). Vi ses også med mange af dem andre dage i ugen, men fredag har vi lånt et lokale, hvor vi samles allesammen og laver planlagte aktiviteter, som børnene kan være fælles om. Når vi har snakket om klubben derhjemme, er det som regel med sætningen "Vi skal i klub i dag (hurraaaaa)", og det er i størstens hoved og med hendes sproglige formåen blevet til "Kjubbedag! (hurraaaa)" med medfølgende hoppen op og ned.

Men som jeg ofte kommer til, undervurderede jeg hvor langsom jeg selv er om morgenen, så pludselig fik vi travlt med at komme afsted til bussen, som også viste sig at være forsinket. Og da vi endelig nåede frem, var de andre børn allerede godt i gang med dagens aktivitet - gækkebreve. (Man må vel være ude i god tid, så man kan få lokket så mange chokoladeæg som muligt ud af besserne til "børnene"). Men klippet blev der og som altid havde vi en dejlig tid i klubben.

Eftermiddagen bød på et lille hvil ovenpå den tidlige morgenvækning, mens lillebror sov til middag samt et spontant visit fra mormor. Og her til aften har hele familien været til middag og Disney Sjov hos gode venner.

Top tre favoritøjeblikke fra i dag:

1) Da mine to små spradebasser lå og legede krammeleg på gulvet og grinede helt nede fra maven (åh den slags varmer mit hjerte og vander hønsene).
2) Taknemmelighed over gode venner. Både dem vi havde i forvejen og de nye vi har mødt som hjemme-familie. Også i klubben er jeg overbevist om, vi har skabt venskaber for livet både for børnene og os voksne.
3) Bedsteforældre, som dropper spontant forbi og kysser på mine børn.

Det var vist dét herfra i denne omgang. Jeg glæder mig over at få lov til at være med i dette projekt og over at læse om alle jer andres hverdag. Jeg føler mig dybt priviligeret over at være mor til mine (indtil videre) to, og påskønner al den tid vi kan tilbringe sammen. Jeg ELSKER vores hjemmeliv!

- Inéz
(Nej nej, billedet er ikke et par måneder gammelt, sådan går mine børn altid klædt!)

1 kommentar: