Glansbillede

Jeg har de sidste par dage gået og overvejet om hvad mit blog indlæg skulle handle om.
Jeg heter Paula jeg er 38 år gammel og gift med K som jeg mødte for mange år siden når jeg var flyttet til Danmark fra Sverige.

Når jeg var 30 ville jeg ikke have børn, nu har jeg tre og har været hjemmegående i snart 6 år.

Jeg har altid ment at blog's er fyldte med glansbilleder af virkeligheden.

Derfor har jeg valgt at jeg vil skrive om en dag for ca 2 år siden en kold januar dag.

Min skønne dejlige veninde har født for tidligt, som i alt for tidligt så vi skal ind på Riget og besøge hende.
Det betyder mig, S vores mellerste på 2 år og E den mindste på 6 måneder skal der ind, efter vi afleveret R på 3 år i BH R er lige startet i BH og elsker den.
Jeg havde det skidt med at aflevere hende, men hun savnede jævnaldrede venner som det var svært at finde den gang.
Der er sket meget de sidste tre år som hjemmegående.

Jeg pakker gaver og tjekker pusletasken, som er pakket og tjekket dagen før når vi kom hjem lidt af en OCD ting for en mor med tre blebørn.
Jeg får tre børn i vinterstøvle og flyverdragter ud af dørren og om til kælderen.
Det er sne ude og det tager sin tid at komme ned i kælderen, jeg pakker oddervognen med det hele da den kør bedst i sneen.
2 åringen går i baglås over at mor valgt Odder vognen, hun vil have dagplejevognen så storesøster som skal med 50 meter af turen også kan sidde med i vognen.
OK jeg er varm og svedig efter en time i overtøj skifter over til Dagplejevognen og kører.
Ser slet ikke den store sorte taske som stadig står under Oddervognen..

Vi får afleveret R nemt da hun ju bare syns det er en fest at være i  sin BH, hun vinker med Mette favorit pedagogen så det går som smurt og vi kommer afsted.

I S-toget ind til byen hyler E frem til jeg får en vikle på og brysterne frem, heldigvis skærmer sådan en vikle godt så vi får begge ro til at hun kan amme og falde i søvn i et overfyldt S-tog.
Vi tager ind til Nørreport og går ned til Gudrun Sjöden da jeg efter tre akut KS ved at de har de blødeste bukser som ikke generer arret, dem skal min veninde da have.
Der står jeg med sovende barn på maven og leder efter den rigtige størrelse i et godt udtømt januarudsalg, finder bukserne betaler.
Opdager at S er kravlet ud af vognen men hvor er hun?
Svedden løber igen, det er varmt med vinterjakke og et spædbarn på maven og hvor er mit barn?

Så hører jeg sød ekspedient bagerst i butikken;

Hun er her.

Hvor på S svarer med en meget anstrængt stemme;

JEG LAVER LORT.

Så var det så den pusletaske skulle frem, den ligger bare i en kælder i 2650 og jeg står i KBH K.
Mig som aldrig, som i ALDRIG forstået hvordan man kan glemme en pusletaske når man har blebørn, står nu i en ikke så klædelig lugt af børnelort og uden pusletaske.
Heldigvis må vi låne deres toilet, svedden perler og jeg får vasket barnet af og givet flyverdragt på igen og siger meget strængt;
Du skal sige til hvis du skal tisse.
Til en slet ikke blefri toåring som lige nu er uden ble.
Løber de 200 meter over til brugsen finder de to pakker bleer jeg skal bruge, ja for de bruger da ikke samme størrelse det ville da være for nemt og en pakke vådservietter.

Når kun lige ta betale før jeg flår pakken op og får en ble på pigebarnet.

Nå det var det videre med dagen og over til bussen ud til Riget, prøver finde afdeling men det viser sig være svært da de ikke mener han er indlagt.
Bliver derfor sendt op til Neo.
Op til neo med kæmpe dagplejevogn og der er mange store øjne efter de to piger i vognen eller er det mere en undren over den helt rødkogte mor?

Jeg finder neo og jo de bekræfter at de er indlagt men at de ikke ved om moren er der lige nu men sød sygplejerske tilbyder at holde øje med mine to piger så jeg kan gå ind og kigge og sige hej.
S skriger i  høje sky hun skal ikke efterlades hos fremmed dame.
Afleverer gaven og tager elevatorn ned for at finde vejen ud.
På vej ud løber vi ind i veninde og ender derfor med at spise frokost i kantinen og få historien om hvordan JM studerende opdager at hun var i fødsel fordi hun kunne mærke en fod.
Sådan, så sparker vi os lige ud i verlden Tb.

Nu er pigerne trætte og vi daffer hjem og henter store søster.
Hygger og forbereder aftensmad, pakker ikke pusletaske den er klar..

Retsen af den dag kan jeg ikke huske, men med tre piger på tre år så er vores liv hektiskt og ikke altid så glansbillede tjekket som jeg ville ønske men det er vores hverdag.
Jeg er hjemmegående og det er hårdt og nogle dage er bare lange men til syvende og sidst ville jeg vælge det igen.
Hvis jeg kunne ville jeg dog altid huske pusletasken, have en lille smule mere glansbillede og El på min ladcykel som er ved at være tung med nu tre ret store piger i.